søndag den 29. november 2009

Fridag og bonus souvenirs

Lørdag var vores fridag, hvor vi skulle ud og se lidt mere. Vi lagde dog ud med at køre til shoppingcenteret for at færdiggøre indkøbslisterne. Det blev for mit vedkommende til indiske armbånd, en kurta (indisk bluse), en taburet og lidt julegaver. Selvom der endnu ikke er en naturlig plads herhjemme til taburetten, måtte jeg bare købe den. Jeg har i forvejen en taburet fra Ghana og synes det var sjovt også at have en fra Indien.



Herefter kørte vi ned til Mahabalipuram som er en lille by, hvor byboerne gerne tager hen for at slappe af i weekenden. Der er mere fredeligt end i storbyen, mange små boder ved vejen og ellers en lang bred strand. Ved stranden er der forlystelser til børnene og man kan se at mange venner og familier mødes med madkurven. Selvom man frarådes at bade er der mange som springer rundt i bølgerne. Tidligere var det ikke så farligt men efter tsunamien har bunden ændret sig så det brat bliver dybt, der er mere strøm og større bølger. Det er lidt pudsigt, at inderne blot bader i deres almindelige tøj. Kvinderne viser ikke skuldre og knæ så det er måske grunden dertil. Selvom det er varmt tvivler jeg på, at det tørrer særlig hurtigt for luftfugtigheden er høj!



Tilbage på hotellet var det tid til at prøve deres spa treatments! Uhmmm jeg endte med en hot stones massage. Egentlig mere blide strøj end dyb massage, men yderst afslappende og dejligt med de varme sten. Ahh tror også jeg var helt væk nogle minutter. Efter 90 min på briksen var jeg mør. Heldigvis stod resten af dagen kun på en lækker indisk middag og 15 timers hjemrejse, hvor af jeg sov det meste! Herligt at en beroligende massage kan virke så effektivt at man kan sidde op og sove.

Til sidst er blot at fortælle om de bonus souvenirs jeg også fik med fra Indien. Jeg blev skam beriget med både insektbid, lidt mave-onde, aircondition-forkølelse og røgelses-hoste! Halleluja jeg får da virkelig oplevet Indien på godt og ondt. Men hvor er retfærdigheden i at hende, der tager malariapiller er hende, der får adskillige insektbid og hende der også spiser Idoform må tage hjemturen med diaré (dog ikke så slemt at det forstyrrede min søvn eller holdt mig tilbage fra at spise!). Jeg synes altså ikke det er helt rimeligt!



Billederne fra turen kan ses i mit fotoalbum

1 kommentar:

  1. HOTSTONE MASSAGE ER DET MEST AFSLAPPENDE OG FANTASTISKE!!!!! Jeg vil også - jeg vil også... ;D

    Tænk på hvordan det så var gået, hvis du IKKE havde spist malariapiller... ;)Hellere lidt små problemer end en omgang malaria...

    SvarSlet