torsdag den 28. april 2011

Mon der er noget i kikkerten?


Det er med en blanding af spændingog nervøsitet at jeg ser frem til på tirsdag, hvor jeg skal i gennem en kikkertoperation med knæet. Jeg er nervøs for selve operationen og hvor slemt det er efterfølgendeat komme ovenpå igen, men allermest er jeg spændt på om de finder årsagen til smerterne og om de kan reparere det!
Til forundersøgelsen blev nævnt at det muligvis kan være en plica (slimhindefold) og at en sådan nemt kan fjernes. Jeg krydser fingre for det.

Tidligere meldinger har været, at en kikkertoperation blev frarådet da det formodentlig ikke ville kunne hjælpe. Efter mange forgæves forsøg med forskellige behandlingstyper, ser jeg dog ingen anden udvej og min egen læge bakkede op. Hun gav mig derfor en henvistning til Gentofte sygehus for at få en second-opinion. De har godt nok ikke nogen speciel idrætsklinik og det er heller ikke noget flot smart sygehus, men personalet er flinke og havde forståelse for mit problem, så jeg forventer at være i gode hænder.

tirsdag den 19. april 2011

O-gang i Sperrestrup skov

Jeg trængte til frisk luft så jeg tjekkede WATeam kalenderen. Perfekt - der var o-karussel-løb og der ville være selskab af både Margit og Alice. Så mig frem med kompasset og afsted.

Som titlen afslører var der dog ikke tale om o-løb men o-gang for mit vedkommende. Alligevel fik jeg sved på panden og rigtig god orienteringstræning ved at jeg valgte en tilpas svær rute og gik lige på posterne.


Sikke en fantastisk måde at nyde det skønne forårsvejr! Og lige en påmindelse til mig om hvor sjovt jeg synes det er at orientere. Der er i denne måned fokus på orientering i WATeam så måske jeg skal have et par træninger mere ind i kalenderen.

søndag den 3. april 2011

33 km whisky

Bjarke og jeg har igen været ude at gå langt. Denne gang fulgte vi kysten fra Helsingør til Klampenborg - op langs det der også kaldes whiskybæltet. En tur der er på hele 33 km og som resulterer i ømme fødder og trætte ben.

Der er ikke tale om en naturskøn rute, men i stedet kan de mange forskellige boligkvaterer langs Strandvejen studeres. Der er alt fra små rækkehuse, som dog stadig er langt udenfor vores budget, til enorme villaer.

Der er undervejs flere muligheder for spisepause for på de fleste havne er der restaurant. Vores blev på stamstedet på Rungsted havn, hvor Lars, der pga sygdom ikke kunne vandre med, hyggede med os over frokosten.