torsdag den 24. marts 2011

Rul, rul...

Muligvis der de første meter var en vis sammenligning til rullemarie, men derefter gik det forbløffende godt da jeg forleden fik forårskuller og iførte mig rulleskøjterne.


Turen gik ad Strandvejen fra Nivå til Rungsted Havn og retur. Knap 15 km med fin lige cykelsti hele vejen. På havnen var alt stille og ishuset var endnu ikke åbnet for sæsonen - men på cykelstien var der nu en vældig aktivitet for jeg var ikke ene om at ville ud og nyde, at temperaturen var sneget sig op ad og solen var fremme.

Jeg kan desværre ikke prale af, at det var rå muskelstyrke, der skaffede mig fremdriften - for det står efterhånden skidt til på det punkt. Næ jeg blev pacet frem af indebrændthed og frustration over knæet, men efterhånden som det fik afløb, tog fantasien over og dejlige positive minder og skøre idéer fyldte i stedet hovedet. Se det er derfor jeg bare elsker at komme ud i det fri og dyrke sport!

torsdag den 17. marts 2011

Endnu et kapitel i knæfølgetonen

Min erfaring indenfor behandling af knæskade vokser støt. Siden sidst har mit knæ og jeg været i gennem endnu lidt forskelligt, men desværre uden at løsningen endnu er fundet...

En positiv erfaring er, at mine Supersoles aflaster det irriterede område på ydersiden af knæet. Jeg mærkede det tydeligt på pilgrimsturen, hvor jeg ingen gener havde så længe jeg gik med sålerne. Jeg har derfor været forbi Biomekanikeren for at få lavet endnu et par såler så jeg ikke skal skifte dem lige så meget rundt mellem diverse sko og støvler.

Men sålerne kan desværre ikke få skaden væk. Næste step har været at afprøve akupunktur, der skulle aktivere kroppens helingsprocess af knæet. Jeg har hørt positivt om Acunova (Boel akupuntur2000) gennem andre adventure racere, så derfor faldt valget herpå. Det er ikke traditionel akupunktur, idet der i stedet stikkes i ledene. Jeg fik nåle i knæ, ankler, fødder og lænd. For at få effekt skal der intensiv behandling til 5 dage i træk og hvis det virker, skal der mærkes effekt herefter. Jeg mærkede tydeligt, at det satte gang i hele kroppen og det specielt arbejdede i knæ og lænd i perioden. Jeg tolkede det som positive tegn og håbede det medførte fremgang i knæet. Et par dage efter sidste behandlingen kom så nedturen da jeg trillede 20 min på en motionscykel i lavt gear og tempo. Det resulterede nemlig i gener i knæet. Øv! Alle drømme om at cykle foråret i møde var igen urealistiske og frustrationen var stor. Det var nogle rigtig triste dage indtil jeg kom ovenpå igen. For endnu engang kom troen på at der findes en løsning. 
Nålene sidder i 10-15 min og jeg holder varmen under en infrarød lampe
(der skal ikke drages paralleller til en stukken gris ;o)
Glucosamin skulle have effekt på brusk og jeg har derfor bestilt prøvepakker på nettet og indtager et par piller om dagen forat se om det har effekt. Det er endnu for kort tid til at sige om det virker - men muligvis jeg mærker lidt mindre murren inde i knæet? Eller er det bare ønsketænkning?!

Næste forsøg er chokbølge behandling. Jeg har været afsted til først behandling og kan derfor heller ikke udtale mig om effekten endnu. Men specielt det er det! Nogle minutter med intens smerte lige der i knæet hvor det er allerværst! Men man kommer nu nemt igennem ved tanken om at det kan hjælpe. Kort fortalt går konceptet ud på, at chokbølgerne sendes ind på det skadede område, og hvis skaden skyldes at kroppen er helet forkert fx dannet arvæv kan dette nedbrydes og kroppen kan hele påny. Jeg krydser igen mine fingre og håber det hjælper ellers så står den på endnu en tur forbi et hospital med henblik på en kikkertoperation.

tirsdag den 15. marts 2011

Nordkyststien del 1

Endnu 25 km tilbagelagt til fods og så endda i det skønneste solskinsvejr! Denne gang kastede Bjarke, Lars og jeg og over turen fra Helsingør til Gilleleje.

Ruten, som vi grove træk fulgte, er markeret som Nordkyststien
Efterhånden som man bevæger sig afsted bliver ruten smukkere og smukkere. Ruten starter i byen, bevæger sig gennem lidt skov, langs Strandvejen, på sti langs vandet og til sidst ad stranden. Meget passende ligger Hornbæk ca halvvejs og her kan man bl.a. få smørrebrød og snaps på den lokale café. Derefter er der god energi i benene til den sidste halvdel og skal der efterfølgende tankes op er der et væld af spisesteder på Gilleleje havn. Vi valgte kaffe og kage på kroen :)
Kaffepause på stranden

søndag den 6. marts 2011

WATeam læringsadventurerace

Post i sigte...

af med skoene..

og ud i smeltevandet...

En af posterne ved WATeams læringsadventurerace. Et mini race på knap 5 timer hvor fokus var på at blive en bedre adventure racer. Racet var opdelt i forskellige modes; læringsmode, racemode og reflektionsmode. Under læringsmode blev aktiviteten indlært og øvet, i racemode var tempoet højt så aktiviteten blev udført under stress og i reflektionsmode var tempoet lavt så holdet kunne evaluere gennemførslen af aktiviteten. Specielt sidstnævnte gav ny viden om hvordan udførslen kunne forbedres og samarbejdet udnyttes endnu bedre.

Racet bestod af en fin blanding af adventure race discipliner: MTB-O, MTB med rulleskift, teknisk MTB, orientering til fods, hjernevridere, samarbejdsøvelser, bike-n-run og ikke mindst skiftezoner. Under orienteringen til fods skulle holdet "go-hard" dvs. gå i direkte linie til posterne. Det bød på ture i gennem tæt krat, granskov og hen over frosne moseområder samt god træning af kompaskurser.

Samlet set en rigtig god lørdag og opstart på en ny sæson.