lørdag den 29. maj 2010

Mini a-race

Endnu engang fik jeg fornøjelse af at race på Amager, men denne gang en helt anden oplevelse. Øen viste sig nemlig fra en anden side og jeg fik hilst på nogle af de samme steder som sidst, bare i fint solskin. Denne gang i selskab af hele WATeam.


Et par af tøserne havde arrangeret et lille fyraftensrace med spændende discipliner. Bl.a:
  • bike'n'blade: en cykler den anden står på rulleskøjter
  • 3-leg run: det ene ben er bundet sammen med makkerens ene ben
  • samarbejdsøvelse: den ene ifører den anden bikini ved brug af grill-tænger! Spændende hvornår  denne disciplin kommer til at indgå i andres races...måske det skulle indføres til WAT A RACE?

Som man nok fornemmer en aften, hvor fokus var på det sociale og ren spas.

torsdag den 27. maj 2010

Fotokonkurrence

I forlængelse af "Vi cykler på arbejde" kampagnen har arbejdet lavet en fotokonkurrence. Hver uge i maj kan man indsende fotos fra sine cykelture og der bliver kåret ugens foto. Jeg har sendt nogle fotos ind og vandt de to første uger!!

For hvert foto man sender ind får man lodder i konkurrencen om cykeljakker til hele ens "Vi cykler på arbejde"- hold. Min kollega og jeg er opsat på at vinde og har derfor sat ekstra ind her i slutspurten. Det er blevet til en lille stribe af fotos og underholdningen var stor da de skulle tages.
Bemærk den skjulte reklame for Racegear's kortholdere - det er da multifunktionelt tilbehør til cyklen!

Der læses på vej til arbejde

Frokosten er anrettet

På tur i pausen - der samles kilometer ind til holdet

Nyt reklame foto til firmaet??

Komfortabel kontorstol

På vej fra møde

tirsdag den 25. maj 2010

Tøjkrise!


Åh åh hvad skal jeg dog tage på? Jeg kigger ind i klædeskabet og forsøger at vælge hvad der lige vil passe til dagen. Det ene sidder ikke helt perfekt, det andet er for sart, det trejde er for varmt og sådan kunne jeg fortsætte.
Et typisk situation inden jeg skal udendørs og være aktiv. Jeg skimter ud af vinduet, tjekker termometeret og forsøger at skyde mig ind på den rette påklædning som hverken er for kold eller varm og som matcher mængden af nedbør. Jo større dagens udfordring er, jo sværre er valget. Til en kort træning går det an at have det lidt for varmt og på vej til job har jeg gerne en let jakke i tasken. Men under et race kan jeg jo hverken slæbe ekstra med og ej heller bruge tid på omklædninger undervejs. So what to do?

Løsningen er at få erfaringer. Den eneste måde jeg kan blive bedre rustet til at vælge er ved at prøve forskellige kombinationer af og ikke mindst at være ude i alt slags vejr! Mine ture til og fra jobbet giver god mulighed for at afprøve diverse muligheder og samtidig har jeg netop oprettet et dokument, hvor jeg lister races inkl vejrforhold, tid og påklædning så jeg kan få mig en lille erfaringsbase. For jeg glemmer nemt præcis hvad jeg havde på samt hvordan temperaturen var og ikke mindst er det vigtigt at huske de forbedringer, der skal gøres næste gang. :)

søndag den 23. maj 2010

Hustler-hygge

Hustlerne forstår at skabe gode oplevelser! Udover H12 kan deres pinsehygge anbefales :) De havde været så flinke at invitere WATeam med i skoven til en dejlig eftermiddag i det grønne. Appetitten blev sikret ved, at vi lagde ud med et lille mtb-løb på en 3*5km rute. Derefter var der lækker grill-mad, champagnesprøjt fra løbets vindere, rift om en masse lækre lodtrækningspræmier og stor ståhej under en stafet indeholdende øl, skumfiduser, mariekiks, balloner og brugte cykelslanger!



Endnu et godt arrangement jeg ser frem til er fyraftens race i WATeam. Er du pige og overvejer at melde dig ind i WATeam er det dagen at møde op på. Det er en aften, der byder på forskellige discpliner og opgaver indenfor adventure race men i et tempo, hvor alle kan deltage og der er plads til masser af det sociale!

torsdag den 20. maj 2010

Man bli'r hvad man spiser



- jo tak, jeg glæder mig allerede til at mærke fremskridtet næste gang, der står svømning på programmet, vi spiser nemlig fisk! Jægeren har været ved Øresund med fiskestangen og i går bød han på fem friske fladfisk og i dag herlige hornfisk, der blev smidt på grillen. Sagde hun grillen?? Jeps årets første grillmad, nu hvor solen skinnede og vi nærmede os 20 grader!

onsdag den 19. maj 2010

Klods-major

På et adventure race i regnvejr bliver cyklen vist lige så slidt som mig. Der skulle derfor nusses og pudses lidt om Cubine før end hun var ovenpå igen. Forledes fik hun hele turen med sæbe og olie, men i morgens inden turen gik på job måtte en ekstra indsats til.
Nu hvor dækkene var helt rene skulle det grove dæk skiftes til et forår/sommer dæk - den sag var nemt klaret og samtidig blev vand og sand fra slangeskift til a-race også fjernet. Næste issue var, at min bagbremse var mere end helt slidt væk. De mere erfarne har fortalt mig at det er en let sag at skifte bremseklodser....det er det helt sikkert også når man har prøvet det!!

Men første gang er altså noget andet. Det gik nemt at fjerne de brugte klodser - men så gik den hellere ikke længere for der var jo ikke plads til de nye! Så er det godt man har google som sin ven :o) På denne side, sammen med mange andre gode råd, fandt jeg løsningen:

"Brug gamle bremseklodser til at presse stemplerne tilbage i bremsekaliberen. Monter de gamle klodser, tving en stor skruetrækker ind mellem dem og vrik til stemplerne er presset ud. Brug ALDRIG de nye klodser sammen med en skruetrækker -klodserne bliver ødelagt."

Løsningen er hermed givet videre til andre første-gangs-bremseklods-skiftere og jeg siger tak til Kasper/Dansk-mtb.dk


Belønningen for indsatsen var en tur med oprullede ærmer i strålende solskin. Wow hvor var det varmt og herligt - sådan som et rigtigt forår skal være! Lad der komme mere af det.

Præmie

Haha det er sgu god humor når der i præmien fra a-race ligger et målebånd fra De danske vægtkonsulenter!! Den kan både fortælle BMI og udfra taljemålet sige om man er sund eller overvægtig. Det er vist ikke det mest relevante for folk der deltager i adventure races.

Til gengæld er jeg vild med den pink drikkedunk! Hvilket match, at det blev WATeam, der vandt dem :o)

A-race

Wauw hvor var vi bare seje ;-) Nr. 3 i mixrækken!

Et udfordrende adventure race på 10 timer i silende regn og med masser af blæst på den flade ø Amager. Hver en afkrog er blevet besøgt og fødderne er blevet dyppet i stort set alle søer, åer og i sundet.

Vores dag startede allerede kl 5 i Kongelundshallen. Der var først briefing kl 7 men inden da skulle posterne tegnes ind på vores kort og ruten planlægges, da posterne kunne tages i vilkårlig rækkefølge. Fedt selv at lægge taktik for dagen og en ekstra stor bonus, at jeg også fik overblik af posterne så jeg hele dagen i gennem havde en fornemmelse af hvor vi var og kunne supplere med orienteringen.
 

Starten gik kl 8 med en lille øvelse, hvor nogle bogstaver skulle findes. Ganske nemt men en masse virvar af mennesker overalt - herligt så var racet virkelig i gang. Der var to poster undervejs med åbningstider og for at passe dem ind valgte vi at starte ud med o-løbet. Det viste sig også at være et rigtig klogt valg for os svage løbere at få klaret løbet med friske ben. Til stor morskab "fulgtes" vi rundt med flere andre - efter hver post blev vi overhalet, men flere gange glippede deres detalje-orienteringen og vi kunne let og elegant klippe posten først. Når det gentog sig ved en del poster kunne man altså ikke undgå at trække på smilebåndet. Det er sin sag at hamle op med de orienteringsevner Alice har!

Efter o-løbet gik turen rundt på Amager - i grove træk langs hele kysten med mange spændende postplaceringer. Mange af dem bød på våde tæer når vand skulle krydses. Den dybeste vandpassage gik til navlen og stadig iført sko og tøj - det var alligevel gennemblødt af regn. Jeg kan så lige tilføje at Sealskin sokker mister deres funktion når man går i vand til over sokkekanten. Uhm en hel dag med fødderne i et koldt soppebassin :P


Den ene post med åbningstid var i Fields. En tovbane var spændt på tværs og vi fik en svævetur henover. Sjovt indslag - helt sikkert også for de mange publikum! Næste post med åbningstid var en rotur i kanalerne ved Christians Havn. Det var slet ikke så romantisk som det kunne lyde, for regnen silede ned og vi blev kolde og kunne ikke få årene til at makke ret! Selv lidt skønsang fra undertegnede vakte ikke begejstring hos skipperen. Tilbage på cyklerne og sparke i pedalerne så vi kunne få varmen igen.

Resten af tiden fløj vi afsted på cyklerne og nuppede post efter post. Altså bortset fra vi lige måtte fikse tre punkteringer undervejs!! Og så endda to af dem hos mig. Hvad sker der lige?? Jeg har ikke haft en punktering i over et år og så nupper jeg to på samme dag. Så er det godt vi er fingernemme og laver slangeskift i en vaks vending.


Vores timing var perfekt (ikke at det var bevidst men mere et resultat af at Heidi trak igennem på cyklen) og vi ramte basecamp lige tids nok til at nå bike-n-run og den afsluttende post som var en tovbro over en å der skulle passeres med cykler. På grund af kø blev den et par minutter over lukketid men det var godkendt (ellers var der også tre tøser, der var svømmet over åen!). Herefter var det direkte til Daniels varme store bil, der kort efter var omdannet til en rodet dame-omklædning.

To gode tips der er værd at give videre:
-det er en fordel at laminere kort og klippekort når dmi lover store mængder af vand!
-det er slet ikke så svært at lave en snotter (pudse næse uden papir) og følelsen er fantastisk!

Det rakte til en 3. plads i mixrækken! Af resultatlisten fremgår det også at ud af 44 hold var det kun 8 hold der tog alle poster - heriblandt os!! Vi har stadig travlt med at klappe os selv på skuldrene for det var mere end hvad vi havde forventet - for hvad kan man tro på når ingen på holdet har løbetrænet flere måneder og Alice endda bærer rundt på en "huleboer".

Dagen var en succes både pga. podieplaceringen men også fordi racet var godt arrangeret og vi hele vejen igennem mødte glade racere og hjælpere. Det fedeste for os var dog at opleve hvor stærkt et hold vi var fordi vi supplerede hinanden så godt. Vi fungerede som et homogent hold på trods af, at vi ikke er lige stærke i alle discipliner og efter racet var vi alle tre lige trætte med lige ømme ben!

søndag den 16. maj 2010

A-race teaser

I går deltog jeg er i en rigtig fedt adventure race på Amager. Indtil jeg finder energi til at skrive en beretning derfra kan I se det indslag de viste i TV lorry. Klik her

onsdag den 12. maj 2010

Mudderspætte

Dette er ikke en sygdom:


-men prisen for at ligge på hjul i regnvejr. Fotoet blev taget af Daniel til H12 efter min første omgang.

tirsdag den 11. maj 2010

På podiet til H12

Det her føles fedt:


En 3.plads i dame trio med WATeam.

H12 er kort fortalt et 12-timers mountainbike løb, hvor man kan deltage enten som solo-rytter eller på 3-personers hold. Man kører omgange på en ca 9 km lang rute. Vi valgte kun at køre en omgang ad gangen per person (andre tager dobbeltture) for at kunne holde vores omgangstider. Det betød korte pauser og en masse omklædning pga vejret. For mit vedkommende blev det til syv omgange a ca 33-36 min.

Efter nogle timer havde vi indtaget 3. pladsen og det tydede på at hvis vi forsatte stilen ville vi kunne holde den. Der var dog desværre store problemer med tidstagningen, så vi var ikke mere overbeviste end at der stadig blev givet gas helt til slut. Lidt til irritation men alligevel en dag med spænding og forventninger - som viste som at blive opfyldt. Hold k... det var fedt at skulle på podiet og sprøjte med boblevand! Det gør jeg gerne igen :o)

fredag den 7. maj 2010

22km og ikke længere

Jeg har tilmeldt mig "Vi cykler på arbejde" kampagnen og for at kunne registrere korrekt har jeg målt jeg ruten til op. På slum fra google-maps var det 24 km men min gps siger nu kun 22 km! Ak jeg beklager de fejl der måtte være i tidligere blogindlæg og skal nok cykle lidt omveje for at indhente de manglende kilometer. :)

torsdag den 6. maj 2010

Shhh...

der er lidt stille for vi ligger i vores nye madrasser...altså pligterne bliver selvfølgelig passet men ellers gælder det om så hurtigt som muligt at komme hjem i seng. Elevation er et hit!! Madrasser er også gode men vi er stadig i tilvendingsperioden. Det er dog bestemt skønt at ligge meget bedre med ryggen.

Og så lige et foto fra agility:

Aslan sidder nysgerrigt og følger med.
Han har lånt et dækken af Bertram - det er koldt i regn og blæst.