onsdag den 19. maj 2010

A-race

Wauw hvor var vi bare seje ;-) Nr. 3 i mixrækken!

Et udfordrende adventure race på 10 timer i silende regn og med masser af blæst på den flade ø Amager. Hver en afkrog er blevet besøgt og fødderne er blevet dyppet i stort set alle søer, åer og i sundet.

Vores dag startede allerede kl 5 i Kongelundshallen. Der var først briefing kl 7 men inden da skulle posterne tegnes ind på vores kort og ruten planlægges, da posterne kunne tages i vilkårlig rækkefølge. Fedt selv at lægge taktik for dagen og en ekstra stor bonus, at jeg også fik overblik af posterne så jeg hele dagen i gennem havde en fornemmelse af hvor vi var og kunne supplere med orienteringen.
 

Starten gik kl 8 med en lille øvelse, hvor nogle bogstaver skulle findes. Ganske nemt men en masse virvar af mennesker overalt - herligt så var racet virkelig i gang. Der var to poster undervejs med åbningstider og for at passe dem ind valgte vi at starte ud med o-løbet. Det viste sig også at være et rigtig klogt valg for os svage løbere at få klaret løbet med friske ben. Til stor morskab "fulgtes" vi rundt med flere andre - efter hver post blev vi overhalet, men flere gange glippede deres detalje-orienteringen og vi kunne let og elegant klippe posten først. Når det gentog sig ved en del poster kunne man altså ikke undgå at trække på smilebåndet. Det er sin sag at hamle op med de orienteringsevner Alice har!

Efter o-løbet gik turen rundt på Amager - i grove træk langs hele kysten med mange spændende postplaceringer. Mange af dem bød på våde tæer når vand skulle krydses. Den dybeste vandpassage gik til navlen og stadig iført sko og tøj - det var alligevel gennemblødt af regn. Jeg kan så lige tilføje at Sealskin sokker mister deres funktion når man går i vand til over sokkekanten. Uhm en hel dag med fødderne i et koldt soppebassin :P


Den ene post med åbningstid var i Fields. En tovbane var spændt på tværs og vi fik en svævetur henover. Sjovt indslag - helt sikkert også for de mange publikum! Næste post med åbningstid var en rotur i kanalerne ved Christians Havn. Det var slet ikke så romantisk som det kunne lyde, for regnen silede ned og vi blev kolde og kunne ikke få årene til at makke ret! Selv lidt skønsang fra undertegnede vakte ikke begejstring hos skipperen. Tilbage på cyklerne og sparke i pedalerne så vi kunne få varmen igen.

Resten af tiden fløj vi afsted på cyklerne og nuppede post efter post. Altså bortset fra vi lige måtte fikse tre punkteringer undervejs!! Og så endda to af dem hos mig. Hvad sker der lige?? Jeg har ikke haft en punktering i over et år og så nupper jeg to på samme dag. Så er det godt vi er fingernemme og laver slangeskift i en vaks vending.


Vores timing var perfekt (ikke at det var bevidst men mere et resultat af at Heidi trak igennem på cyklen) og vi ramte basecamp lige tids nok til at nå bike-n-run og den afsluttende post som var en tovbro over en å der skulle passeres med cykler. På grund af kø blev den et par minutter over lukketid men det var godkendt (ellers var der også tre tøser, der var svømmet over åen!). Herefter var det direkte til Daniels varme store bil, der kort efter var omdannet til en rodet dame-omklædning.

To gode tips der er værd at give videre:
-det er en fordel at laminere kort og klippekort når dmi lover store mængder af vand!
-det er slet ikke så svært at lave en snotter (pudse næse uden papir) og følelsen er fantastisk!

Det rakte til en 3. plads i mixrækken! Af resultatlisten fremgår det også at ud af 44 hold var det kun 8 hold der tog alle poster - heriblandt os!! Vi har stadig travlt med at klappe os selv på skuldrene for det var mere end hvad vi havde forventet - for hvad kan man tro på når ingen på holdet har løbetrænet flere måneder og Alice endda bærer rundt på en "huleboer".

Dagen var en succes både pga. podieplaceringen men også fordi racet var godt arrangeret og vi hele vejen igennem mødte glade racere og hjælpere. Det fedeste for os var dog at opleve hvor stærkt et hold vi var fordi vi supplerede hinanden så godt. Vi fungerede som et homogent hold på trods af, at vi ikke er lige stærke i alle discipliner og efter racet var vi alle tre lige trætte med lige ømme ben!

3 kommentarer:

  1. Jeg har sagt det før... du/I er for seje =)

    SvarSlet
  2. Tillykke :)
    Jeg havde nok kigget ud af vinduet og konstateret at jeg nok ikke kom i mål :)

    SvarSlet