Verdens farligste sti

Det vildste og største adrenalin rush jeg har prøvet!! Pfew det var en heftig oplevelse. Stedet er El Chorro i Andalusien/Sydspanien og stien hedder El Camino del Rey - også kaldet "Verdens farligste sti". Stien går udenpå klipperne ind i en kløft og der er ca 50-70 m ned. Den blev bygget for ca. 100 år siden som transportvej for at komme ind i bunden af kløften, hvor der var vandkraft.

For at undgå at folk går på stien, er den første og sidste del af stien revet ned. Der er ingen garantier for at hverken sti eller sikringer holder og selvom man har snakket om at restaurere den er det aldrig blevet til noget. Stien blev lukket omkring årtusindeskiftet pga dødsfald, men alligevel begiver mange sig dagligt afsted. Og i påskeferien var det vores tur...

I hovedet snurrer tanker om, at der ingen chancer er for at overleve hvis man falder ned og tilliden til rustne bolte, jernrør, greb og wire er ikke stor, så hjertet sidder helt oppe i halsen, der er voldsom gelé i knæene og en underlig følelse i maven (jeg glemte endda at jeg var sulten!!!!). Alligevel går det langsomt fremad skridt for skridt mens jeg forsøger at nyde lidt af den formidable udsigt.

 

 Fordi det første stykke af stien mangler skal man klatre op ad en anden rute. Det er først over nogle jernrør, der stikker ud fra klipperne - allerede her er min puls høj og jeg er tæt på at gå i panik på midterste jernrør. Dernæst følger en lille stykke fin sti, der ville have været helt uproblematisk hvis ikke det var fordi, der ingen sikringer er! Det giver en ro da karabinen igen bliver klikket i en sikring (om end det måske blot er falsk tryghed med de rustne håndtag der er). Herefter noget let klatring, men tankerne kredser om højderne og det virker alligevel svært - specielt grubler jeg over når det skal klatres nedad på tilbage vejen og endnu mere gyser jeg ved tanken om at skulle retur over jernrørerne! Nå, for nu må jeg fokusere på at komme videre.

Endelig er vi oppe på stien og her er den endda bred og med gelænder! Halløj hvor det går...lige indtil vi kommer rundt om et hjørne og stien er smuldret væk! Det er blot et kæmpe hul med udsigt direkte ned ad klipperne til vandet ca 70 meter under os. Tilbage er kun en stålskinne (jernbaneskinne?) vi må balancere på mens vi støtter på klippen/holder i wiren. Der bliver udtrykt nogle bekymringer og pivede bemærkninger men over kommer jeg da. Men ak, der er ikke langt før end næste hul dukker op. Da det er endnu værre og med større afstand til klippen beslutter vi at vende om. Adrenalinen har pumpet længe og der venter en interessant nedtur som der også skal være overskud til. Da jeg skal tilbage over hullet igen er det dog med lidt større selvsikkerhed så der bliver smilet til Lars der tager nogle fede fotos af mig, der her bagefter kan genkalde fornemmelsen og suset.

Selvom det kun blev en kort tur på stien, har vi trods alt klaret et par af de svære passager og under alle omstændigheder er jeg stolt af mig selv og har fået mine forventninger om turen mere end indfriet! Det var en oplevelse der helt sikkert vil blive husket.