søndag den 28. februar 2010

En kold dukkert


I fødselsdagsgave havde jeg givet søster valget mellem et stand-up show eller en tur til Malmø for at vinterbade. Jeg troede egentlig jeg vidste hvad hun ville vælge, men jeg blev glædelig overrasket da hun valgte det kolde gys. Sørme om ikke også Mor og tanten blev lokket med. Således drog vi afsted på tøsetur til Ribban. Det er et sted som med sin charme bidrager til en del af glæden ved oplevelsen. Konceptet er skiftevis sauna inkl fantastisk udsigt over Øresund og en tur i det kolde vand. Det giver et rush når hele blodet pumper rundt i kroppen og det er som at blive født på ny! Søster og jeg blev endda så kåde at vi tog dobbelt dukkerter, så i alt nåede vi op på 6 dyp. Ahh ægte velvære.
Når vi nu var taget over sundet blev det også til lidt shopping for billige penge. For mit vedkommende et par støvler, det sorte bælte jeg længe har ledt efter og en top i strålende forårsfarver! Uhmm og så selvfølgelig billig slik og nødder.

lørdag den 27. februar 2010

På ski i Hareskoven


Et indlæg i WATeam's forum om en skitur i godt selskab kunne jeg ikke lade passere. Skiene lå allerede klar i bilen så det var blot at komme afted. Det blev til et par timers tur med Heidi og Mette i Hareskoven. Heidi agerede guide og improviserede en fin tur rundt i skoven. Vi startede på de store stier, men jeg blandede mig dog lidt og fik ført os på eventyr dybt inde mellem træerne. Vi fulgte både små stier, dyrespor og trådte vores egne spor. Et par enkelte gange blev vores skifærdigheder udfordret med små bakker nedad.
Mange brokker sig over frosten og sneen. Tjae jeg vil da også hellere have sol og sommer, men det havde jo ikke været alternativet i de seneste måneder. Alternativet havde nok nærmere været mængder af regn, gråvejr og mudder! Og så synes jeg da faktisk det har været en fornøjelse med sne og mulighed for skiture herhjemme.

søndag den 21. februar 2010

Aktiv søndag

Ahh jeg er veltilpas efter et glas rødvin og et par sesamkiks med foie gras (andeleverpostej) - og det føles velfortjent! Jeg startede dagen tidligt med at trække i cykeltøjet og støvet mtb'en af! Det var på høje tid at lufte den, da den bare stod og blev halv sløj med hylende bremser og slatne dæk. Jeg vil dog indrømme jeg lige studsede lidt over min plan da jeg kom udenfor hoveddøren og der lå et pænt tykt lag is overalt! Bilen kunne dog klare det og jeg tøffede afsted mod Hareskoven. Følte mig lettere tosset, som en af de få på motorvejen - og så med en cykel bagpå!
Det jeg var på vej til var 5. afdeling af vintercuppen. Efter mange måneders pause fra cyklingen var der ingen ambitioner andet end en hyggetur og jeg placerede mig bagerst i feltet...hvor jeg blev resten af løbet. Topformen er væk for længst og kræfterne var heller ikke til meget. Alligevel var rigtig sjovt at køre i sneen, men også hårdt! Utallige gange måtte jeg ned med foden for at få cyklen på ret køl eller helt af og løbe. Det minder meget som at køre i mudder - forskellen er bare at cyklen ikke bliver svinet og man slipper for mudder op ad ryggen. Skønt! Efter sådan en tur er der ikke behov for cykelvask, hvilket gør at jeg undrer mig lidt over, at jeg fik cyklet mere sidste vinter end denne!?
Bagefter var der som sædvanlig lodtræningspræmier og jeg kunne stikke afsted med tre slanger, en drikkerdunk og et par strømper (dog str 44-47 så de blev til en gave). Det var slet ikke så tosset alligevel at jeg kom afsted!


Jeg regnede med at eftermiddagen nok ville stå på afslapning, men jægeren foreslog oprydning og rengøring og eftersom det som sædvanlig var tiltrængt kunne jeg ikke sige fra. Jeg håber det er står klart hvorfor jeg føler jeg har fortjent at slappe af med mad og vin :o)

lørdag den 20. februar 2010

Sesam & bær

I morges stod jeg foran en dag helt uden planer...og det kom der heller aldrig. Der er rigeligt at se til i hverdagen så det er faktisk ok bare at kede sig lidt i weekenden. Det blev også kun blevet til et par lufteture med hunden, en hel del timer foran i iMac'en og tv'et og så lidt tid i køkkenet. Da jeg rydede lidt op i højskabet fandt jeg både et pose tørrede bær og øko-sesamfrø. Bærene er tilbage fra da jeg var i Minneapolis, men de smager nu stadig godt - specielt er jeg vild med kirsebærene.

En hel pose sesam er ikke lige noget jeg får brugt til alm. madlavningen, så jeg måtte finde på noget andet. Jeg fik googlet mig frem til en opskrift på sesamkiks. Med lidt blåbær syltetøj på smager de skønt. Jeg brugte også lejligheden til at iføre mig mit lækre forklæde som Kim så sødt sendte mig gave, da Niggle Club'en fik dem lavet :o)


Opskriften på sesamkiks:

50 g smør smeltes. 2 dl sesam, 1 tsk salt, 2 spsk sukker, 1 dl vand og 200 g mel blandes i. Dejen rulles ud til ca 2mm tykkelse og kiks stikkes ud med et glas med en diameter på ca 7 cm. Der prikkes huller i kiksene med en gaffel og de bages i ovnen på øverste ribbe ved 225 grader i 12-15 min.

søndag den 14. februar 2010

Fastelavnsboller

Her er så opskriften. De er ganske lette og hurtige at lave :o)

2 dl mælk
75 g gær
500 g mel
200 g margerine/smør
50 g sukker
1 tsk salt
1 æg

Lun mælken og rør gæren ud heri. Alt andet kommes i og æltes. Hæver til dobbelt størrelse på et lunt sted.

Dejen rulles ud og skæres i firkanter. Læg indhold på midten af firkanten og luk til en pakke ved at samle hjørnerne. Læg lukningen nedad på bagepladen. Bages ved 220 grader på midterste rille i ca 10 min. Når de er kølet af pyntes de med glasur.

Jeg har brugt Nutella og syltetøj som indhold, men kagecreme, marcipan eller andet guf kan også bruges.

De smager herligt, men har du forbedringsforslag så læg endelig en kommentar!

Gode sager fra Aalborg

Frem af de gamle gemmer kom her til aften en opskrift på fastelavnsboller. Jeg har fået den af mine søde nabo tilbage i Aalborg. Hun bød på en smagsprøve og jeg måtte have opskriften. Alligevel har jeg ikke fået den afprøvet selv før end nu!! Langtids hukommelsen fejler da ikke noget når jeg stadig kunne huske at jeg havde den - og hvor den var. Helle var på besøg og vi kastede os over projektet og endte op med knap 50 små lækre fastelavnsboller med nutella eller syltetøj. Muuuums...nu er der så knap så mange tilbage!


Endnu en ting, der kom frem af gemmerne, var kortspillet Bohnanza. Lars og jeg fulgtes med nogle studievenner i toget på vej hjem på juleferie, da de introducerede os til spillet. Vi har siden kun mødt et vennepar der også kendte spillet. Så det er ikke så udbredt - men i aften blev Helle blandt dem, der også kender til spillet ;o)
Spillet handler om at plante, høste, købe, bytte og sælge bønner! Der er blandt andet blå, grønne, soya, chili og blå øjede bønner med i spillet. Det lyder nok lidt tosset, men det er rigtig sjovt - primært fordi der kun indgår lidt held men meget taktik og ikke mindst forhandlinger med modspillerne. Det sætter gang i hjernecellerne og det ender nogle gange med komplekse forhandlinger på kryds og tværs mellem deltagerne! Sig til hvis du vil prøve det - så er vi klar på en udfordring. Man kan være mellem 3-5 spillere.

søndag den 7. februar 2010

Gurre sø med is på

Lige et par fotos fra lørdagens tur på Gurre sø. Billederne illustrerer vist fint hvor skøn en tur det var.

Mor på skøjter

Jægeren på ski og Aslan som trækdyr for en dreng med sin kælk

Og også mig på ski

onsdag den 3. februar 2010

Nørde-julefrokosten

I weekenden var Lars og jeg i Jydelandet på sommerhustur med studievennerne - i daglig tale kaldet nørderne (og ja det er et kompliment). Det var vores årlige julefrokost der skulle afholdes. Da der er kommet mange småfolk til, var der stemning for at bryde traditionen om enkelt aften med (alt for) mange våde varer. En sommerhus løsning gav i stedet mulighed for mange hyggelige timers snakken og pjatten samtidig med at børnenes spise-lege-sove-rytmer kunne passes.

Det var en weekend i rigtig godt selskab og i et afslappet tempo og nøj hvor var det skønt. Det lugter af at kunne blive den nye tradition for vores årlige ædegilde. Men næste år er der vist lidt flere "barnløse" der husker ørepropperne! Jeg satte virkelig pris på mine, idet de kære børn og jeg ikke var enige om hvornår dagen skulle starte. :o)

Bacon-orgie og diverse hjemmelavede snaps - guf guf

Isklumper eller isklunker?

 

Så skal jeg ikke brokke mig over at jeg fik sne i støvlerne!

tirsdag den 2. februar 2010

I sne og slud skal hunden ud

Derfor trodsede Aslan og jeg snestormen og begav os ud på en løbetur i skoven mens det sneede allermest! De eneste andre vi mødte på vores vej var da også kun andre hundeluftere.


Tidligere troede jeg ikke på det ville ske for mig - altså at kunne slappe af i hovedet under en løbetur! Jeg brugte alt for meget krudt på at drive mig selv til at sætte det ene ben foran det andet og så er det altså anstregende at løbe. Nu hvor formen er blevet bedre (dog ikke lige så god som i sommers!) er der overskud og det giver tit nogle herlige tanker. Det kan både være problemløsning, skøre idéer, nye mål eller fantasier som fx. i dag. Jeg løb ad den sædvanlige tur gennem Krogerup skov og der er et kort stykke som jeg altid synes er lidt uhyggeligt. I dag hvor det blæste, sneede og var blevet dunkelt var det derfor nærliggende at forestille sig isdronningen fra Narnia kunne dukke op inde mellem træerne. Min løve Aslan ville klart nok beskytte mig. Dog blev jeg lettere forskrækket da jeg pludelig så tre dyr bevægede sig gennem skoven. Gisp, hvad dælen er det for dyr? Det første jeg tænkte på var rådyr, men det lignede det bare heller ikke og pulsen steg yderligere. Mysteriet blev dog løst relativt hurtigt da tre weimaranere og deres ejere kort tid efter stod foran mig! Så er det rart at eventyr altid ender godt så Aslan og jeg kunne fortsætte vores træning i skoskrid og høje knæløft i den megen sne.