mandag den 21. maj 2012

MTB i Harzen

Et paradis for pensionister - og måske et mekkafor mountainbikere? Bente og jeg tog udfordringen op med at arrangere en mtb-tur for WATeam til Harzen for at undersøge det nærmere - begge var vi mest præget af fordomme om stedet som et tysk rullatorvenligt område med evigt kvidrende fugle, grønne skove og wienerschnitzler!



Turen foregik i Kristi Himmelfartferien så vi kunne få nogle dage på cyklen når vi endelig skulle afsted og med den store tilslutning der var, havde vi en udfordring i at finde et passende sted at bo. I vanlig WAT-stil skulle det jo helst kunne rumme hygge og lidt hjemmelavet mad. Det endte med ferieboliger på ParkResidenz i Hahnenklee til en ganske god pris og efter lidt velkomst-vanskeligheder omkring antallet af sengepladser lykkedes det at få plads til alle. Fin standard til prisen og med lidt god vilje også plads til at afholde grillmiddag for 21 personer!!


Så stod den ellers på lange seje opkørsler og ligeså herlige nedkørsler! Vi fandt ikke megen singletrack men tilgengæld rigtig rigtig lange bakker. Det var fedt at blive udfordret med så mange højdemetre og bakker der virkede helt uendelige og ikke mindst at mærke suset når det gik nedad og nedad og nedad!! Nøj hvor jeg nød at være tilbage på cyklen igen. Med på turen var også nogle garvede MTB-gutter som gerne delte ud af fif og tricks til cykeljusteringer og vedligeholdelse. Så inden turen var omme havde alle vist fået justeret noget på cyklen eller lavet en indkøbsliste over nyt grej.

Det blev til gode tre dage med rundture udfra Hahnenklee, masser af WAT-hyggr, nye bekendskaber og så selvfølgelig et noget bedre indtryk af Harzen :)